Thread by @AFraViborg

En lille tråd om en af de mærkeligste, fineste, vildeste kampe i lang tid.

Viborg FF imod Lyngby BK

#sldk #vfflbk

Alt tegnede til Europa Blues. Dagen efter at halvdelen af byen har været til festival, møder vi en oprykker hjemme. Kampen ligger få døgn efter et euforisk Viborg har mødt West Ham.

Kampen er så som så. Lidt chancer hist og pist, Lund med en stor redning.

Pause, 0-0. Det begynder at tordne, et enkelt lyn. Kampen sættes i gang, afbrydes, uvist om den går i gang igen.

Det pisser ned, mildest talt. Og efter kort ligger Bjelland i græsset med en fod, der vender en helt forkert vej. Tavsheden brydes af klapsalver, mens spillere og stab skærmer hans blik og båren bæres ind.

Så scorer Lyngby et vildt mål. En helflugter efter et hjørnespark. Bagud, tiden på uret er langt henne. Det ender med 16 tillægsminutter.

Grot scoret. 1-1. Og Jeppe Grønning, kaptajnen som før kampstart blev hyldet for sin kamp nummer 300, tæsker den ind til en føring og gruppekram bag mål.

Publikum lever, stadion lever, men det gør Lyngby også, gæsterne presser på, Lund er helt oppe at hænge i krogen, målmandskollegaen er med oppe, skaffer et hjørnespark mere. Efter 118 minutter er det slut og tre point og sportsligt tilbage på sporet med en sejr.

Men dagens største detalje var efter kampen, da Marcel Rømer kom ned til Sydtribunen for at takke for den hilsen, han fik, da hans kone gik bort tidligere i år. Han brød sammen, og vi var flere, der fældede en tårer.

“For han er en af vor egne” lød det ned mod ham, inden han akkompagneret af vennen Jeppe Grønning forlod banen.

Sikke en søndag, det blev.