Mandag klokken 10:54 henvender jeg mig til Martin Vinæs og fortæller ham om en historie, jeg er ved at lave.
(2/9)
Historien skal bygge på en konkret genberegning af valgresultatet, og jeg vil gerne have Vinæs til at sætte et par ord på to forskellige måder at fordele mandater på efter et valg. Han foreslår venligt at "regne det efter" for mig.
(3/9)
Egentlig var planen selv at lave beregningen sammen med @AltingetDK’s datajonglør, @GSilberbrandt. Men når en valgforsker uopfordret tilbyder at regne det igennem, er det jo endnu bedre.
Derfor samler jeg data på storkredsniveau i et Excel-ark til Vinæs.
(4/9)
Klokken 15:42 mandag breaker Martin Vinæs så pludselig min historie her på Twitter.
Og det uden på nogen måde at kreditere mig for at have tilsendt tallene eller at have varslet mig.
(5/9)
Martin Vinæs er lektor, Twitter-stjerne og har været i medierne en million gange de seneste uger.
Jeg er studerende, der havde kløerne om en god historie.
Da jeg skriver til Vinæs i går, får jeg en undskyldning og en (lidt forkølet) kreditering.
(6/9)
Men historien er Vinæs jo allerede løbet med. Og i dag er jeg endda vågnet op til en blokering, så jeg ikke kan tage til genmæle.
Når jeg vælger at dele den her historie, er det dog ikke (kun), fordi jeg er føler mig jokket over tæerne.
(7/9)
Vinæs’ move taler nemlig både ind i #pleasedontstealmywork -bevægelsen, som @MariaToft modigt startede tidligere i år. Og det er med til at underminere tilliden mellem journalister og forskere.
(8/9)
Jeg tænker mig i hvert fald om en ekstra gang, før jeg åbent fortæller en forsker om mine idéer næste gang. Og det synes jeg faktisk er nogle virkeligt ærgerlige lærepenge.