Thread by @rulgw

FREMMEDTRÅD
Græder en lille smule over en uventet opringning fra vores yndlingshjemmehjælp. Når jeg skriver ‘vores’, mener jeg mine søstres og min, for vores far kan ikke huske nogle mennesker, han ikke har kendt for fem år siden og bagud.

Og da vi for et halvt år siden efter flere års fravær pænt ufrivilligt blev indviklet i det inferno af kommunalt bureaukrati, der hører med, når man pludselig har ansvaret for en vred, gammel, dement alkoholiker, var det med bange anelser. For man hører så meget.

Og selv om det ikke er pænt at sige, er det nu engang rigtigt, at hjemmehjælper ikke altid er er job, man vælger, fordi man gider. Og det har vi da også set eksempler på afspejler sig i såvel dialog som service. Med een markant undtagelse.

Nemlig når man tilfældigvis er født et andet sted end her. I seks måneder har vi (med 5-7 besøg dagligt) uden undtagelse kun mødt glæde, omsorg og ægte interesse fra Trinidad, Nusreita, Hamsi og Muhammed. De har anrettet små buffeter i køkkenet og spist med vores far.

De har ryddet op på hans skrivebord og talt med ham om hans memorabilia. De har bestilt det mad, han bedst kan lide - og lavet små fine madder med udskårne rødbeder på. Og de har ringet til os og spurgt og snakket og været bekymrede.

Vi har kvitteret med julegaver og chokolade og blomster. Og nu har Den Dumme Kælling (mit tilnavn i Frederiksberg Kommunes social- og omsorgsafdeling) så efterhånden fået gjort samme afdeling så trætte af os, at vores far flytter i den perfekte plejebolig på fredag.

Og der betyder at Trinidad i dag har ringet til mig for at sige, at hun kommer til at savne vores far. Som overhovedet ikke aner, hvem hun er. Og dybest set ikke har kunne lide ret mange mennesker i sit liv. Og det synes jeg faktisk er en tåre værd. På mange planer.