RASERITRÅD
I nat fik jeg er hosteanfald så voldsomt, at jeg blev nødt til at gå ind og sove opretsiddende på sofaen. Jeg har som følge heraf knaldende hovedpine og er pænt filterløs. Så hvis I har problemer med gnaven ærlighed, så spring venligst følgende rant over.
1) Nu skal nogen simpelthen STOPPE med at lave totalt uproportionelle foranstaltninger om vacciner, som har bivirkninger, der er sjældnere end risikoen for at dø af lynnedslag. Hvis man bruger for meget næsespray, kan man gå i coma. Der er bivirkninger ved alt. Livet inklusive.
Al denne hensyntagen er iø hovedsageligt for ‘ikke at øge vaccineskepsis’ i befolkningen. Til det må jeg bare sige, at den del af befolkningen, der er ‘skeptisk’ over for en af de største videnskabelige landvindinger i menneskets historie efter min mening fortjener lige så
...meget hensyntagen som de åndskringler, der insisterer hovedløst på, at deres liv bliver ødelagt af, at en mikroskopisk andel af den danske befolkning selv kan bestemme om sluttallet i deres CPR-nummer er lige eller ulige.
Jeg får hjernesvind af at høre politikere og debattører i fuldt alvor hævde, at transkønnethed er en identitet, nogen påtager sig for at deltage i den der frit opfundne identitetspolitiske kult, I sætter to avissider af til at harcellere over eksistensen af dagligt.
Det er så himmelråbende ubegavet at tro, at et effing BARN ‘vælger’ et liv i tvivl og anfægtelser og smerte fordi der vil ‘gøre sig interessant’. Jeg var i forvejen træt helt ind i sjælen for et par år siden ved tanken om, at det åbenbart var nødvendigt at arrangere, at alle
... beslutningstagere skulle møde et voldtægtsoffer personligt for at fatte, at den dagældende lovgivning var komplet utilstrækkelig. Men det var nødvendigt, konstaterede jeg. Er vi virkelig der nu, at alle politikere skal møde et (ikke på nogen måde truende eller ‘ekstremt’)
... udvalg af transpersoner, før vi kan tale ordentligt sammen? Det er i så fald en helt ny betydning af det repræsentative demokrati, at man skal kende (og synes om) hvert enkelt medlem af den gruppe, man laver lovgivning for, før man vil overveje at følge ekspertanbefalinger.
Jeg blir snart 50. Jeg er hvid (så hvid som man kan blive efterhånden) og heteroseksuel. Jeg er borgerlig-liberal, velstillet, højtuddannet, boligejer og mor. Jeg magter simpelthen ikke at høre et eneste ord mere om, at ligestilling er en venstreorienteret dagsorden.
‘Woke’ er ikke et skældsord. Det er at være opmærksom på, hvilke privilegier man selv har - og hvilke andre ikke har. Jeg skal ikke skamme mig over, hvem jeg er - og det kommer jeg heller aldrig til. Men jeg er bevidst om, at jeg har fået noget foræret, der hjælper mig:
- Et tillidsvækkende udseende.
- En overbevisende intelligens.
- En familie af litterater og akademikere.
- En god opdragelse.
- En opvækst i et I-land.
Og det er jeg taknemmelig for. Og bevidst om, gør min gang på jorden lettere. Men jeg skammer mig ikke. Og jeg har IKKE fået:
- Penge (dem har jeg selv tjent - fra jeg var 13)
- Gode jobs (dem har jeg selv søgt - og skabt)
- En ejerbolig (den har jeg selv købt)
- Et tåleligt liv på trods af fire kroniske sygdomme (det kæmper jeg selv for hver dag).
Så NOGEN skal holde op med at lade som om, at der ikke findes forskel på folk og forstå, at det er helt berettiget, at dem, der ikke er født med så rige gaver som dem selv, godt kan være triste eller vrede eller synes det er uretfærdigt - og have lyst til at ændre verden.
Og ANDRE skal stoppe med at bebrejde mig, at jeg kommer med min bagage. Jeg tjener ikke en million om året for at genere dig. Det gør jeg, fordi jeg er dygtig og sælger en vare, der er efterspørgsel på. Og jeg afleverer halvdelen til fælleskabet. Jeg gad godt beholde flere.
Det gør mig ikke til den inkarnerede ondskab. Ligesom det ikke betyder, at jeg ikke forstår andres situation. Eller vil hjælpe. Det er ikke min skyld - eller fortjeneste - at jeg er født som jeg er. Det er heller ikke et wildcard til at opføre sig som en uvidende idiot.
Heller ikke for dig, der har fået nogle andre gaver og sten at slæbe. Vi blir hverken klogere eller gladere af alt det her. Hold nu op. Jeg beder jer.
• • •
Missing some Tweet in this thread? You can try to
force a refresh
Ved Annika Aakjærs venlige mellemkomst ved I nu alt om, hvornår en menstruationsperiode er mest træls. Så jeg vil gerne slå et slag for, at vi taler meget mere om fjerdedagen af en forkølelse. Det er nemlig sælsomt fascinerende af flere årsager.
Dels er det jo nærmest helligbrøde at være godt, gammeldags forkølet i disse tider. Jeg mener: Hvordan er det overhovedet lykkedes mig at indfange en forkølelsesvirus i disse mundbinds- og afspritningstider? Jeg troede heller ikke på det forleden, da jeg fik lidt krads i halsen.
Så jeg skyndte mig at blive testet (negativ) og lod derefter som ingenting. Indtil jeg fik løbenæse og ondt i bihulerne. Og al min håndkøbsmedicin virkede. Så jeg er forkølet. Og det er altså interessant at iagttage den nærmest hysteriske regelbundethed sådan noget forløber med.
KRISETRÅD
Jeg bliver tagget i tråde og kan læse, at mange har meninger om, hvad krisehåndtering er, og hvordan man praktiserer det bedst. Eftersom det har været min metier i et par årtier, tænker jeg at lidt opklaring er på sin plads.
Det er IKKE korrekt, at første kapitel i krisehåndteringshåndbogen er: ‘Det bedste forsvar er et angreb’. Det er derimod: ‘Undgå dem’. Det gør man bedst ved jævnligt at underkaste sin organisation et kritisk Rasmus Modsat-blik.
Hvis man ikke har en kultur, hvor man selv stiller sig de værste kritiske spørgsmål (og det har de færreste), hyrer man sådan en som mig til at ‘vende skufferne’ jævnligt og udarbejde worst case-scenarios. Og så udbedrer man de ting, der ikke kan forklares, før de skal forsvares.
FREMMEDTRÅD
Græder en lille smule over en uventet opringning fra vores yndlingshjemmehjælp. Når jeg skriver ‘vores’, mener jeg mine søstres og min, for vores far kan ikke huske nogle mennesker, han ikke har kendt for fem år siden og bagud.
Og da vi for et halvt år siden efter flere års fravær pænt ufrivilligt blev indviklet i det inferno af kommunalt bureaukrati, der hører med, når man pludselig har ansvaret for en vred, gammel, dement alkoholiker, var det med bange anelser. For man hører så meget.
Og selv om det ikke er pænt at sige, er det nu engang rigtigt, at hjemmehjælper ikke altid er er job, man vælger, fordi man gider. Og det har vi da også set eksempler på afspejler sig i såvel dialog som service. Med een markant undtagelse.
OMSORGSTRÅD
Jeg er en virkelig glemsom dame. Heldigvis er jeg også meget elsket. Således ligger der i dag i min inbox en aldeles bedårende mail fra den pakistansk-amerikanske regnskabsassistent i den gigantiske globale virksomhed, jeg i flere år har haft en kontrakt med.
Hver måned sender jeg en faktura på et fast beløb, og samtidig skriver jeg en venlig bemærkning om vejret eller Corona eller god weekend eller jul eller hvad har vi. Jeg har tit tænkt på, om mine fakturaer ikke bare røg i en eller anden boks - firmaet har mange tusinde ansatte.
Men i dag modtog jeg en mail. Min usynlige regnskabsven skrev, at han bare ville sikre sig, at jeg ikke havde glemt at bede dem om mit honorar i denne måned. For jeg skal jo have mine penge. Og i øvrigt synes de allesammen at det er virkelig hyggeligt at høre nyt fra Danmark.
Nå. Bær over med mig, for det her blir langt.
Jeg har nu brugt et døgn på at blive svinet til at Politiforbundets formand. Han gav et interview på P1 Morgen i går, hvor han blev bedt om at forholde sig til, at 47 pct. af de voldtægtsofre, der anmelder, er utilfredse.
@ClausOxfeldt anfører i den forbindelse, at voldtægt er den næstværste forbrydelse, men at han selv - hvis en af hans nære skulle blive voldtaget - ville forberede dem på, at politiet ikke bare holder en mikrofon for ofrene, bla. fordi der er en potentiel gm at tage hensyn til.
Og så når han at nævne falske anmeldelser af hvilke der, som det bla. fremgår af Straffelovsrådets betænkning (vedhæftet) er forsvindende få.