Jeg voksede op med drømmen om at komme hjem og genopbygge mit land. Vi var her kun midlertidigt. Det bildte vi os ind. Vi ville hjem. Vi elskede vores land og savnede vores familie, vores mad og vores bjerge. Men diktaturet varede i 17 år >
> Gradvist gik det op for mine forældre, at den var helt gal. Hvad de forestillede sig sku være et par år i eksil, blev langvarigt. Efter en sviptur til Paris, kom vi tilbage til Brøndby Str og jeg skreg i vrede, 5 år gammel, at de jo have lovet vi skulle hjem. Rigtigt hjem!
Derpå indså de, at de måtte skabe et nyt hjem. For min søster og mig. De gik ned med dårlige nerver. Savnet tærede store dele af min barndom op. Den fysiske fattigdom var slet ikke det værste. Det var tabet af hjem, fremtid og familie. Fra højstatus til ingen status et nyt sted >
Min søster og jeg fortsatte integrationen. Vi blev danske. Årene gik og en dag begyndte vi i smug at tale dansk til hinanden, selvom kravet derhjemme var spansk. Vi sku jo hjem og bygge vores land op. Men samme proces gjaldt ikke mine forældre. De var 27 og 30 da de mistede alt >
Min mor fik aldrig fodfæste på arbejdsmarkedet. Min far endte med at trække sig gradvist. En dag gik vi alle fire hver til sit. Min far rejste hjem, min mor til Grønland med sin nye mand og min søster til London. Jeg blev alene tilbage. Det tog mange år at falde til >
> Livet i eksil tærer mennesker og familier op. Derfor er det vigtigt at falde til er nyt sted. Gerne så hurtigt. De, der lykkes med det, har bedre mulighed for at danne en ny identitet og blive del af et nyt samfund. Beder vi flygtninge om at vente i uvished tæres de indefra
Erfaringerne er her. Vi er flere, der kan fortælle. Men lytningen er stoppet. Hvorfor? Er angsten for at skulle få en anden type nabo virkelig så stor? At hjælpe flygtninge er ikke midlertidigt. Man får menneskers LIV mellem hænderne. Skal de bare være for evigt tabt? #dkpol
