I dag er #vagthavendehistoriker på rekognoscering i nyt og ukendt land. Har I lyst til at komme med?
Som forberedelse t et kursus om nationalisme&nat bevægelser fik jeg lyst t at se det tyske mindretals nat samlingssted, Knivsbjerg. Som den gode dksindede sønderjyde, jeg er, har jeg aldrig sat mine ben der. Min farmor ville falde død om hvis hun vidste jeg havde været forbi
Og det er altså et rasende interessant sted, spækket med politiske og moralske tvetydigheder og forsøg på at håndtere en meget svær historie
Lad os tage det fra begyndelsen. Knivsbjerg ligger mellem Aabenraa og Haderslev og er med sine 97 meter Sønderjyllands højeste punkt. Der er en helt fremragende udsigt fra toppen af ’bjerget’, så kig forbi, også selvom du ikke synes, historie er toppen
Knivsbjerg blev opkøbt i 1893 af tysksindede nordslesvigere som en tysk pendant til Skamlingsbanken. I 1901 opførte man et 45 meter højt granittårn med en 7 meter høj Bismarck-statue på toppen.
Monumentet var, med historikeren H.V. Clausens ord, bygget i ’tysk kraftbarbarstil’ og skulle markere tyskhedens stærke stilling i Nordslesvig. I dag er der stort set ikke noget tilbage af monumentet.
Baggrunden var den her: i forbindelse med genforeningen i 1920 var man fra tysk side bekymret for, om de danske myndigheder ville kræve monumentet fjernet, så man rykkede bl.a. Bismarckstatuen i sikkerhed syd for den nye grænse (hvor den stadig står i dag – svoger for skala)
Men resten af monumentet fik lov at stå indtil maj 1945, hvor det blev sprængt i stumper og stykker af danske modstandsfolk. Derfor er der i dag kun en enkelt mur tilbage, opført af d oprindelige monument.
Nok så interessant er imidlertid det ’Gedenkstätte’ der ligger lige over for det store monument. Under Anden Verdenskrig deltog ca 2500 medlemmer af mindretallet som frivillige i krigen på tysk side, 800 af disse omkom eller forsvandt
Det er et kæmpemæssigt tal, givet af mindretallet ikke talte meget mere end 10.000 mennesker på det tidspunkt. De faldne og forsvundne mindes i dag i en lille mindelund, der ligger lidt tilbagetrukket i et skovbryn over for det oprindelige Knivsbjerg-monument.
Her kan man se en række store række mindeplader, der registrerer, hvordan antallet af faldne fra mindretallet, voksede år for år gennem krigen.
Mindelunden har en meget belastet forhistorie. Den blev opført i 1962 på initiativ af en række medlemmer af mindretallet, der selv havde en fortid som nazister og/eller aktive soldater.
Fra 1990erne begyndte historikerne at interessere sig for mindelunden og det kom frem at en række Gestapo-folk og dømte krigsforbrydere var blandt dem, der blev mindet på stenene. Det førte til, at en række navne (helt bogstaveligt) blev fjernet fra mindesmærket
Som en måde at lægge afstand til de oprindelige ideer bag mindelunden, ændrede mindretallet i 2012 navnet fra det militært klingende Ehrenhain/Æreslund til det mere neutrale Gedenkstätte (stenen med det oprindelige navn står dog stadig i mindelunden).
Og arbejdet m at bearbejde og fortolke fortiden er ikke slut – for tiden medfinansierer mindretallet et ph.d.-projekt der undersøger Anden Verdenskrigs betydning for dem. Hvis du har relevant information i den forbindelse så tag gerne fat i Jon Thulstrup, SDU (kontaktinfo her)//
• • •
Missing some Tweet in this thread? You can try to
force a refresh
I anledning af udflytningsreformen får jeg lyst til at give en lille øjenvidneberetning om, hvordan de sidste 10-15 års reformarbejde på universitetsområdet er blevet oplevet hernede i mit lille hjørne af fabriksgulvet. Advarsel: det bliver langt ⚠️
Jeg begyndte på min ph.d. i 2005. På det tidspunkt handlede alt på universiteteterne om globalisering og int forskningsexcellence. Det var et ganske frustrerende tidspunkt at skrive en ph.d. i historie på.
Arbejdet med dansk historie blev set som provinsielt, gammeldags og uambitiøst af de toneangivende miljøer, og da vi i 2009 oprettede danmarkshistorien.dk som i dag har 100.000-vis af besøgende var det i modvind og op ad bakke
Noget af det skønne ved arkivarbejde er, at man nogle gange finder ting, man ikke ledte efter. Faldt i sidste uge ved et tilfælde over beretningerne fra Carnegies Belønningsfond for Heltemod fra 1930erne. Det er vild læsning - en tråd 👇
Beretningerne giver indblik i hvor risikofyldt og farligt almindeligt hverdagsliv var for ikke alt for længe siden: hvert år er der 100vis af drukneulykker, løbske heste, ildebrande, lemlæstelser i maskiner - og børn der er involveret i ulykker i landbruget - som her:
Og så er der en type ulykke - og redningsaktion - som vi simpelthen ikke har nu om stunder: redning af damer der forsøger at springe på tog i bevægelse, men mislykkes med foehavendet. Her bare nogle enkelte eksempler:
En god anledning til en lille lørdagstråd om Danmarks første kvindelige diplomat: Nonny Wright 1909-2003) Wright blev ansat i Udenrigsmibisteriet i 1934 efter studier i statskundskab og økonomi på KU, Oxford og Sorbonne.
I 1935 fik Wrights mand arbejde i Geneve og hun fulgte med og arbejdede med forskellige økonomisk analyseopgaver indtil 1940 hvor hun fik et forskningsstipendium på McGill University i Canada.
I Canada oprettede Wright en dansk afdeling af Røde Kors, der skulle tage sig af danskere i allieret krigstjeneste. Da hun og hendes mand flyttede videre til Washington, oprettede hun en tilsvarende afdeling af Røde Kors der.
Nu skal I høre en vild historie. På Aarhus Universitet ligger der et center for Grundtvig-forskning. Centeret har som hovedopgave at digitalisere Grundtvigs samlede værker og udgive dem i en kommenteret udgave, så alle kan læse og forstå, hvad den gamle gubbe skrev.
Centeret har været i sving i ti år. Det er et kæmpemæssigt arbejde at tilgængeliggøre og kommentere Grundtvigs samlede værker. Manden skrev i gennemsnit mere end en side om dagen hver dag 365 dage om året i alle de 70 år han var aktiv skribent.
De dygtige editionsfilologer på centeret har knoklet med at udgive og forklare de tit ret så svært forståelige tekster, og centeret holder tidsplanen for udgivelsen. Lige nu er de omkring halvvejs med arbejdet.
Hey! Jeg har noget jeg gerne vil vise jer. For et par dage siden fik jeg lov til at komme med ned i maskinrummet på et af de største arkivdigitaliseringsprojekter i Europa. Det synes jeg næsten I skal have lov at se.
FN er lige nu i gang med at digitalisere arkiverne fra Folkeforbundet (den organisation der var FNs forløber og som eksisterede 1919-46). Folkeforbundets arkiv består af 15 millioner dokumenter. Det er mange.
Alt ned til den mindste lille kvittering og togbillet i det arkiv bliver nu digitaliseret. Krøllede konvolutter, skriblerier på bagsiden af en papirserviet, kruseduller og margennoter. Hvis nogen har gemt det for 90 år siden bliver det nu digitaliseret og lagt online.