Thread by @Filoffen

Hvis man har brug for lidt læsestof til efterårsferien, så er her en laaaaang tråd om filosofihistorie, feminisme og hvorfor Olympe de Gouge var badass. Hæng på: Vi skal forbi den franske revolutions terrorregime, Menneskerettighedserklæringen og universalismens mangler

Olympe de Gouges var en fransk skuespilforfatter, politisk aktivist, kvindesagsforkæmper (før der eksisterede en egentlig kvindesag) og modstander af slaveriet. Hun blev født i jævne kår i Montauban i1748; Frankrig i 1748, og blev henrettet i Paris under terrorregimet i 1793.

De Gouges havde ingen formel uddannelse, men var i det store og hele selvlært. Hun blev gift som 16- eller 17-årig, og hendes ægteskab var efter alt at dømme alt andet end lykkeligt. Til gengæld var det kort: Hun blev enke allerede et par år siden.

Det var formodentlig de Gouges ægteskab, der gjorde hende politisk bevidst om kvinders manglende politiske og juridiske status i det franske samfund. Efter hun blev enke, skiftede hun navn og drog til Paris, hvor hun arbejdede hårdt for at etablere sig i byens litterære miljø.

Hendes provinsielle baggrund og manglende (ud)dannelse gjorde det dog svært for hende at vinde anerkendelse. Omkring 1784 begyndte hun for alvor at skrive, og nåede i løbet af sin relativt korte karriere at forfatte omkring 40 skuespil. Fire af dem blev opført i hendes levetid.

En ting vi ved om de Gouge var, at hun havde stærke politiske holdninger, og ikke var bange for at ytre dem, nærmest uanset konsekvenserne. Mig bekendt var de Gouge således den eneste kvinde der blev henrettet under den franske revolution pga. sine politiske overbevisninger.

Sært nok var det ikke de Gouges progressive syn på kvinders eller slavers rettigheder, der kostede hendes livet, men derimod hendes ret udtalte respekt for monarkiet og Dronning Marie-Antoinette. de Gouges var både revolutionær og monarkist. Hun var modsætningsfyldt

de Gouges politiske overbevisninger og ihærdighed kom også frem i hendes skuespil. Et af de skuespil hun fik opført, "L’Esclavage de Nègres" var det første franske skuespil, der havde en slave som hovedperson.

Stykket blev lukket ned efter tre opførelser fordi skuespillerne, teatrets ledelse og magtfulde kolonister blev sure. Det slog ikke de Gouges ud: Hun førte sagen videre i pressen, i tidens litterære saloner og overfor Nationalforsamlingen.

Helt konkret foreslog hun, at der blev oprettet et teater dedikeret til at opføre stykker skrevet af kvinder. Hvis de ikke vil åbne døren for en, må man jo prøve at sparke den ind i stedet.

de Gouges mest berømte tekst er ”Déclaration des droits de la femme et de la citoyenne” (Erklæring om kvindens og den kvindelige borgers rettigheder) fra 1791. Det er en kort og ret sær tekst. Det er også en ret fantastisk tekst. Engelsk oversættelse her: olympedegouges.eu/rights_of_wome…

”Déclaration des droits de la femme” eller bare ”Kvindens rettigheder” er et politisk kampskrift og et indlæg i en konkret politisk debat: Skulle kvinder have statsborgerskab og valgret? Det havde de ikke i Frankrig i 1790érne og franske kvinder fik faktisk først valgret i 1944.

”Kvindens rettigheder” er på en og samme tid et angreb på og en videreførelse af det måske mest berømte dokument fra den franske revolution, nemlig Menneskerettighedserklæringen, ”Déclaration des droits de l'homme et du citoyen” fra 1789.

de Gouges indleder ”Kvindens rettigheder” med at dedikere værket til ”Dronningen”, dvs. Marie-Antoinette. Modigt, men ikke taktisk smart, da hun dermed gjorde de revolutionære magthavere sure. Igen: de Gouge var ikke bange for at stå ved sine holdninger.

Derefter følger et kort afsnit, hvor de Gouges udfordrer Manden til at begrunde, med hvilken ret han undertrykker og udøver despotisk magt over Kvinden, og afviser det mest åbenlyse svar: At Mandens magt er baseret på naturlige kønsforskelle og overlegenhed

de Gouges afvisning af dette argument er interessant. Hun var stærkt inspireret af Rousseau, så man kunne derfor forvente, at hun her ville appellere til Samfundskontraktens argument om, at fysisk magt ikke kan begrunde politisk magt.

Det gør hun imidlertid ikke. Hendes modargument er mere interessant, nemlig at hele den forestilling om klare naturlige forskelle på de to køn, som Mandens argument hviler på, er forkert. Naturen er, skriver hun, langt mere kompliceret end som så:

”…search, excavate and discover, if you can, sexual characteristics in the workings of nature: everywhere you will find them intermingled, everywhere cooperating harmoniously within this immortal masterpiece.”

Argumentet om at mandens ret til at bestemme over kvinden hviler på naturlige forskelle mellem de to køn holder altså ikke, fordi de to køns naturlige kendetegn altid er sammenblandede og ikke klart kan skelnes fra hinanden. Biologisk er køn er ikke så skarpt adskilte som vi tror

de Gouges slutter derefter afsnittet af med at påpege hykleriet hos de revolutionære mænd, der i ord siger, at de vil revolutionens idealer, men i praksis afviser disse idealer ved ikke at tilkende kvinden lige rettigheder:

“Only man” skriver de ‘Gouges ” has cobbled together a rule to exclude himself from this system. Bizarre, blind, puffed up with science and degenerate, in this century of enlightenment and wisdom, with the crassest ignorance…

…he wants to command, like a despot, a sex that is blessed with every intellectual faculty; he feigns to rejoice in the revolution and demands its equal rights, to say nothing more.” Bum! de Gouges gider ikke høre mere pis fra revolutionens helte!

Derefter følger hovedteksten i ”Kvindens rettigheder”, nemlig selve ”Erklæringen om kvindens og den kvindelige borgers rettigheder”. Den består af en kort indledning, efterfulgt af 17 nummererede paragraffer. Dem vil vi kigge på i morgen. Indtil da: Godnat og sov godt.

Anden del af denne tråd er oppe nu, og kan findes her:

https://twitter.com/Filoffen/status/1449348847403163651?s=20