I går og i forgårs tweetede jeg de to første dele af en kæmpelang tråd om filosofihistorie, feminisme og den hvorfor den franske kvindesagsforkæmper og politiske aktivist Olympe de Gouges (1748-1793) var badass. Tråden kunne have heddet: "Olympe de Gouges mod patriarkatet"
Første del af tråden, der introducerer til de Gouges og hendes mest berømte tekst ”Déclaration des droits de la femme et de la citoyenne” (Erklæring om kvindens og den kvindelige borgers rettigheder) fra 1791, finder man her:
https://twitter.com/Filoffen/status/1449124910694027268
I anden del af tråden gik jeg mere i dybden med de Gouges retoriske tilgang i ”Déclaration des droits de la femme et de la citoyenne” ("Kvindens rettigheder"), og hendes væsentligste argumenter og pointer. Den finder man her:
https://twitter.com/Filoffen/status/1449349382525104128?s=20
I dag vil jeg slutte tråden om de Gouges af med kort at sige noget om, hvorfor hun stadigt er relevant i dag, og hvorfor hendes tekst om kvindens rettigheder fortsat har noget at lære os, eller i det mindste kan minde os om noget, der er værd at huske på.
Da "Kvindens rettighed blev udgivet i 1791 vakte den ikke større opsigt, og fik ikke umiddelbart den store betydning for den politiske udvikling i Frankrig under og efter revolutionen. Som jeg nævnte i forgårs var det først i 1944, at franske kvinder fik stemmeret.
Når vi i dag ser tilbage på ”Kvindens rettigheder” kan vi imidlertid se, at de Gouges her forudgriber en række af de diskussioner, der kom til at definere kvindesagens fremvækst og udviklingen af den moderne feminisme i det 20. og 21. årh.
For blot at nævne nogle enkelte punkter, hvor de Gouges var på forkant med udviklingen, så insisterede hun på, at kampen for kvinders (lige) rettigheder var en eksplicit politisk kamp, der krævede, at kvinder fandt sammen og kollektivt kæmpede for deres ret
de Gouges var også den første (eller en af de første), der indså, at skønt manden og det maskuline (sprogligt i form af det grammatiske maskulinum) implicit blev antaget og behandlet som som neutralt, så var det i praksis tale om klart kønnede og værdiladede termer.
Endelig var de Gouges også en eksplicit kritiker af universalisme og forestillingen om almen (moralsk og retslig) lighed som enerådende moralsk ideal. de Gouges afviste, så vidt jeg kan bedømme, ikke universalisme som ideal, men pegede på dette ideals blinde pletter
Mere konkret så viser de Gouges retoriske omformuleringer af Menneskerettighedserklæringen, at de tilsyneladende almene og kønsneutrale ideelle rettigheder, som erklæringen opstiller, i praksis skjuler eller ignorerer køns-specifikke former for ulighed og undertrykkelse
Dermed viser hun samtidig, at Menneskerettighedserklæringens implicitte fordring om almengyldighed ikke er, og måske aldrig kan være, en faktisk indlæst realitet. Den er en endnu ikke fuldendt bestræbelse, der i sin nuværende form er ensidig og dermed ikke sandt universalistisk
Som det formuleres i opslaget om de Gouges i Internet Encyclopedia of Philosophy: ”Despite the lack of attention Gouges’s pamphlet received at the time, her greatest contribution to modern political discourse is the highlighting of the inadequacy of attempts at universality...
... during the Enlightenment. The demands contained within the original document assert the universality of “Man” while denying the specificity required for “Woman,” therefore collapsing—at least logically—of its own efforts. [...]
The citizen of the French Revolution–the idealistic universal—is the free white adult male, leaving in his wake many injustices peculiar to individuals excluded from that “universal.”” iep.utm.edu/gouges/
Anderledes formuleret: de Gouges påpeger, at universalisme risikerer at forfalde til et abstrakt ideal, der overser, ikke har rum for og ikke kan håndtere moralsk relevante forskelle mellem (grupper af) individer fx. mænd og kvinder
Hvis et sådant abstrakt ideal søges ensidigt realiseret i konkrete sociale institutioner og love risikerer det at fastfryse eksisterende ormer for ulighed og undertrykkelse, sådan som Menneskerettighedserklæringen for de Gouges legitimerede mandens undertrykkelse af kvinden
de Gouges' svar på dette problem i "Kvindens rettigheder" (for så vidt hun da overhovedet giver et svar) består i at fremhæve konkrete eksempler på ulighed og undertrykkelse og forlange, at der bliver taget hånd om disse uretfærdigheder (husk på § 4 "Kvindens rettigheder")
Bestræbelsen på at realisere et abstrakt ideal om almengyldig lighed må ikke gøre os blinde for konkrete former for undertrykkelse og ulighed. Abstrakt lighed må modereres og informeres af konkret hensyntagen og respekt
Denne pointe var vigtig og væsentlig at fremhæve på de Gouges tid, og den er af mindst to grunde vigtig og væsentlig at fremhæve i dag.
For det første for at undgå en dum og historieløs idealisering af universalisme og almengyldig lighed som moralsk ideal. Lige nu sidder jeg - som de fleste sikkert har bemærket - og læser Marianne Stidsens "Køn og identitet", der udkom i september i år
En af Stidsens tilbagevendende kritikpunkter af #metoo og #blacklivesmatter er, at de ønsker at erstatte "Equality" (lighed) med "equity" (rimelighed), og dermed i realiteten afspore de moderne samfunds væsentligste arv fra oplysningstiden.
Når man læser de Gouges bliver det klart, at denne kritik dels idealiserer abstrakt lighed, dels er historieløs. Kritikken af den abstrakte lighedsbestræbelse er ikke noget, som de nye sociale bevægelser har fundet på. Den var allerede tilstede i de Gouges politiske tænkning
Og meget kan man sige om de Gouge, men hvis Stidsen begynder at beskylde hende for totalitaristiske tendenser, eller for at underminere det moderne projekt, eller for ikke at være ægte feminist, så har Stidsen vitterlig ikke fattet noget som helst
Hvilket leder os direkte til den anden grund til, at det fortsat er relevant at læse de Gouges og hendes kritik af den tomme (men aldrig helt tomme), neutrale (men aldrig helt neutrale) universalisme
Så snart man begynder at skulle implementere og konkretisere universalismen, så ophører den nemlig med at være universel. Ingen love gælder faktisk for alle, men kun for nogle: For borgere i en bestemt stat; for mennesker af et bestemt køn; for individer med en bestemt hudfarve
Som de Gouges påpegede, så var Menneskerettighedserklæringens flotte formuleringer om frihed, lighed og ytringsfrihed ikke almengyldige, men var både implicit og eksplicit kønnede: Erklæringens rettigheder gjaldt for mænd ikke for kvinder.
Så snart man begynder at betragte universalismens fordringer om lighed og frihed som faktisk realiseret; som faktisk implementeret i samfundet, så risikerer man derfor ubevidst at overse, eller bevidst at ignorere, hvem disse fordringer de facto ikke gælder for.
Det havde de Gouges et klart og skarpt blik for, blandt andet fordi hun selv, på sin egen krop, oplevede den massive ulighed og undertrykkelse, som kvinderne på hendes tid var udsat for
Selvfølgelig er der altid en fare for, at den moderne retsstat giver køb på de universalistiske fordringer om lighed for loven, lige muligheder etc. Når man læser Stidsens bog er det tydeligt, at det i høj grad er frygten for universalismen skal gå tabt, der motiverer hende
Men der er en anden fare, som det er mindst lige så vigtig at have blik for, nemlig faren for, at retsstaten selvtilfreds forstår sig selv som den fulde og fuldt tilstrækkelige virkeliggørelse af universalismens krav om frihed og lighed
Hvis det sker, og hvis borgerne i samfundet begynder at forstå sig selv som den realiserede almengyldighed, så risikerer vi, som individer og samfund, at miste blikket for dem og det, der endnu ikke passer ind, der endnu ikke omfattes af retten, der endnu ikke er lige
Det er præcis den fare, som de Gouges i sin tekst gør opmærksom på, og som hun kan hjælpe os i dag med at huske på. At råbe "universalisme" og "lighed" er ikke i sig selv en garanti for, at disse idealer faktisk er realiseret, og kan få os til at ignorere faktiske uligheder
Der er meget mere man kunne sige om de Gouges og om ”Déclaration des droits de la femme et de la citoyenne”, men dette er allerede en alt for lang tråd.
“Kvindens rettigheder” er som sagt en ret fantastisk lille tekst; en tekst hvor forfatteren har noget på spil, og hvor det, der er på spil, virkelig betyder noget. Læs den: olympedegouges.eu/rights_of_wome…
Og dermed nåede vi slutningen. Tak til de få, der holdt ud og læste med hele vejen. Håber I får en god efterårsferie, dem af jer, der har ferie. Nu vil jeg lægge de Gouges til side, og i stedet kaste mig over Stidsen - og Mary Wollstonecraft. Bis bald.
• • •
Missing some Tweet in this thread? You can try to
force a refresh
